Tiden er din egen, dame

KLUMME: Jeg blev så glad, da jeg læste interviewet med Charlotte Fich i bladet for nylig. Ikke kun fordi jeg har været vild med hende siden 'Rejseholdet', og fordi hun stadig virker pænt sej (og ser knaldgodt ud), men også fordi hun virker til at have knækket 'tidsnøden' i parforholdet.

Skuespillerinden, som er mor til to, insisterede på at dele tid og pligter lige med sin mand. Helt lige. Inden da var hun nået til det punkt, som jeg også selv ramte i mit eget ægteskab (nummer to, ikke mit første), hvor man render rundt og føler, at hverdagen er blevet så åndssvagt sur, at man næsten lige så godt kan blive skilt. Man står jo alligevel med det meste selv, bruger alt for meget krudt på at være sur.

Og så skred hun til handling! Charlotte Fich indførte simpelthen 7/7-ordning i sit ægteskab. En uge med ansvar til hver, bum, ikke mere at rafle om. Tænk, det tror jeg fandme kunne redde mange forhold fra skilsmisse. Og kunne få mange kvinder tilbage fra randen af et nervøst sammenbrud og i hvert fald væk fra rollen som hende den sure.

LÆS OGSÅ: Hvordan en pizza forandrede mit syn på, om mor og far er lige gode

Jer, der plejer at få røde knopper, når sådan en som jeg siger 'mænd' og 'kvinder, og generaliserer, I behøver ikke at læse meget mere, for det kommer simpelthen her:

Jeg tror næsten ikke, jeg har mødt en kvinde med mand og børn, der ikke får en krise over ulighed derhjemme på et tidspunkt. Mange af os børster det væk, puha, og smiler gennem tænderne, og siger: 'Det er okay! Det er bare en periode!', når vi konstaterer, at vi igen-igen står med det meste af det praktiske, fordi den anden voksne (typisk manden) har disponeret med sin tid først og ikke regnet det praktiske, det fælles med. Eller bare din tid. Som så ender med at gå med logistik og at ordne ting, han også kunne have gjort.

Og det er jo ikke fordi, han har tørret tingene af på os med vilje, det er bare blevet sådan. Vi er på sin vis selv med til at få det til at ende derhenne. Han skulle lige noget, der var vigtigt eller bare vigtigere end vores tid, og vi tænker, at vi jo nok når den der ting, vi ellers havde haft lyst til, på et andet tidspunkt. Vi indretter os. Og bliver mere og mere sure. En af de første klummer, jeg skrev for ALT handler også om det her.

Jojo, mænd laver mere derhjemme end nogensinde før, og de står ofte også for andre ting. Lur mig, om ikke ethvert parforhold har nogle områder, som den ene eller den anden står for, fordi den anden simpelthen ikke orker. Skiftning af vinterdæk. Rens af tagrender. Syning af huller i ungernes tøj. Fred være med det. Husk: Jeres tid er lige vigtig.

Men prøv at skrive alle de ting ned, som I kunne gøre lige godt. Og ja, det bliver sikkert dig, der laver den liste. Han gør det ikke af sig selv.

De af jer, der har læst så langt, og endnu ikke er blevet (alt for) rasende på mig, tænker måske på, at I jo godt kan lide at være den, der tager børnene mest eller at være 'indenrigsminister' derhjemme. I er måske bange for, at han ikke gør det lige så godt som jer? Det gør han heller ikke. Det er da klart, når han ikke kommer til fadet. Men han kan gøre det på sin måde, og den er god nok.

LÆS OGSÅ: ”Ja, jeg blander mig i fremmede menneskers samtaler”

Jeg kan love jer, at mine børns far er blevet en supertjekket far efter skilsmissen. Han bliver aldrig en speltfar, men han har knaseme styr på de unger, og hvor regntøjet er, og hvem der mangler nye sko. Sådan noget, jeg følte, jeg skulle tage ansvar for, da vi var sammen, mest fordi han ikke gjorde det. Jeg bliver nærmest helt stolt af ham. Jeg kan stadig huske den kildrende fryd, da jeg så den enorme kuffert, han havde pakket til børnene til jul (som vi fejrer hos hans familie), og så, at han vitterligt havde husket alt. Før ville han have bedt mig om at pakke, for han skulle jo køre bilen (jeg kører som en brækket arm) og i øvrigt nå 117 ting på job inden juleferien, så han nærmest først var hjemme, når vi skulle køre til Jylland.

Nu var der så andet og mere end det huslige, der gjorde udfaldet i vores skilsmisse, men jeg vil så gerne tro, at det ofte er nedslidningen i hverdagen, følelsen af at være reduceret til hjemmets projektleder uden egen portefølje, der får mange kvinder omkring de fyrre til at skride. Det er nemlig oftest os, der går. Sært nok kommer næste skilsmissebølge i halvtredserne, når børnene er flyttet. Handler det om, at mange pludselig opdager, at de har været en funktion mere end et menneske? Jeg ved det ikke.

Jeg ved bare, at jeg er blevet en langt gladere kvinde af at slippe for at stå med hatten i hånden og forhandle, når jeg ville have tid til at skrive, netværke eller læse op. Da jeg var på vej med min roman, men ikke udkommet endnu, var jeg inviteret til reception på forlaget. Uh, jeg glædede mig! Også til rent faktisk at møde andre forfattere og måske at have en aften uden bagkant. Havde vi haft en 7/7-ordning, så havde denne samtale ikke fundet sted:

'Er du hjemme til spisning?'

- Njaerh... der er pindemadder, så det er okay...det skal du ikke tænke på.

'Men er du så hjemme til puttetid?'

Og jeg mærkede, hvor pinligt til mode jeg ville føle mig, hvis for eksempel Helle Helle spurgte, om jeg ville med bagefter til en lillebitte øl eller noget, og jeg så måtte sige nej, fordi jeg havde lovet min mand at være hjemme til putning. Ungerne var nemlig ret ligeglade. Jeg sagde:

- Jeg kommer, når jeg kommer.

Og havde en skøn aften, og den ondeste følelse af, at en kile var kommet imellem min mand og jeg, at jeg burde skamme mig over at insistere på have tid til mig selv. Og så blev jeg vred på mig selv bagefter.

LÆS OGSÅ: Skolestart for voksne

En ting har jeg lært. Som kvinde er der ingen, der GIVER dig tid. Du må tage den. Hvis du på nogen måde vil have din selvstændighed, din frihed, så må du ikke bare kræve den tid, du må simpelthen gribe fat i den med begge hænder og råbe: MIN! Og i øvrigt ikke tro, at du kan nå alt selv på ingen tid. Ingen forventer af kvinder, at de sylter fra bunden, syr selv, henter ekstremt tidligt og har den økologiske aftensmad på bordet, når han kommer hjem. Inklusive samtale og nærvær med ungerne, naturligvis. Ingen ud over måske os selv.

Tag din tid og spild den! Det har mange damer svært ved, sværere end mænd. Brug den på at drikke kaffe alene og glo på noget kunst eller vand eller folk. Tag hjem og kys ham så bagefter, når du er blevet ladet op. Eller brug den på et fuldstændigt egoistisk projekt, på den drøm, du altid skubber foran dig, fordi du 'ikke har tid'. Det gør jeg.

Jeg trives bedst selv med at kunne være large og at hjælpe dem, jeg holder af, hvad enten det er venner, mænd eller børn. Som selvstændig og single er det stadig nemmest for mig at være den, der står for at slæbe sønnike til ørelæge og den slags. Og jeg griber stadig mig selv i automatisk at sige 'jo, jeg tager da ungerne en ekstra dag, fordi du har en deadline'. Jeg når jo nok mine ting alligevel. Men jeg øver mig i det.

LÆS OGSÅ: Ode til den ordentlige mand

LÆS OGSÅ: Da jeg matchede med to kendte mænd på en dating-app

LÆS OGSÅ: Flyv, sagde han og gik. Jeg faldt