5 situationer, hvor jeg blander mig i måden, min mand er far på

En af de dejlige egenskaber, der ofte hører med i pakken ”moderskab”, er evnen til at være konge over, hvad der er bedst for éns egne børn.

Hos de fleste mødre vil jeg vove at påstå, at det er en virkelig god ting at have en stærk fornemmelse for de små poders behov. Men nogle gange kan denne stærke fornemmelse – eller moderlige intuition – blive så stærk, at den helt irrationelt går ud over ens partner in crime: Nemlig vores kære mænd.

LÆS OGSÅ: Giv slip, når far skal på barsel!

Når det går rigtig galt for mig, bliver jeg blind for, om de behov, jeg så inderligt kæmper for at tilfredsstille, faktisk er mine børns behov, eller om det (skræk og rædsel) er mine egne behov for at bestemme alt.

Denne indsigt har fået mig til at tænker over, hvornår jeg måske (og kun måske) blander mig en tand for meget i måden, hvorpå min mand er far. Og der kommer ikke noget godt ud af det, skal jeg hilse og sige. For det er som om, min stædighed og mor-ved-bedst-attitude kun resulterer i, at min mand også bliver stædig og gør det på sin måde i endnu stærkere grad.

LÆS OGSÅ: Lola Jensen: “Jeg ville gerne have vidst, at det ikke var vigtigt, at alt er perfekt"

Måske kender du – i al hemmelighed – nogle af de her situationer (eller også gør du overhovedet ikke):

1: Barfodede børn

Det var en varm sommeraften i vores lille symbiotiske party of four. På et splitsekund ændrede stemningen sig, da min mand og vores søn på fire år skulle ned at købe is i kiosken rundt om hjørnet. Da de skulle til at lukke hoveddøren, lagde jeg mærke til, at vores søn ikke havde sko på. Han havde med andre ord bare fødder.Inden døren lukkede, fik jeg sat en fod (min egen forstås) i klemme og spurgt min mand, om sønnike ikke skulle have sandaler på? Nej, proklamerede han. Så var helvede løs, for min søn skulle altså ikke gå rundt i Københavns gader og stræder med bare fødder!

LÆS OGSÅ: "Perfektionisme er en sygdom. Mødre skal stole på sig selv"

Men det mente min mand altså ikke, der var noget i vejen for, når det blot drejede sig om en lille tur i kiosken. Og i øvrigt så havde vores søn jo stort set altid bare fødder, når han legede i gården, og det var steghedt.Min pointe er, at her havde min mand taget en beslutning som far: At vores søn gerne måtte have bare fødder nede i gaden. Men det skulle jeg blande mig i, fordi jeg var sikker på, at han ville træde i glasskår, hundelorte og opkast.

2: Når ungerne får havregryn – igen

For det meste laver vi god, hjemmelavet mad til aften. Og ofte spiser vores to umulige unger ikke ret meget af det. Og det resulterer i, at de efter en times tid, når alt er ryddet af, og opvaskeren snurrer gemytligt ude i køkkenet, bliver noget så sultne. Og så skal der serveres igen. Ofte bliver det til havregryn med mælk og æble, som de elsker.

LÆS OGSÅ: Det er ok at være uenige om opdragelse

Engang imellem spørger min mand allerede ungerne, mens vi sidder ved aftensmaden, og de stikker lidt til maden, om de vil have havregryn. Og det får mig helt op i det røde felt, da jeg krampagtigt holder fast i, at ungerne da må kunne spise lidt af den thaigryde, vi har lavet? 

3: Når min mand putter børn

Max to sange, én historiefortælling eller én højtoplæsning. Det er mit ritual, når jeg putter børn. For jeg synes ikke, aftenputningen skal trækkes i langdrag, når børnene er trætte (og jeg selv er døden nær).

LÆS OGSÅ: Derfor synes jeg, at putning er det hårdeste ved at have børn

Når min mand putter, tager han sig indimellem rigtig god tid til også at snakke med dem, efter han har sunget tre sange. Og det burde jeg jo egentlig bare være glad for. Men det får mig alligevel til at blande mig igen og råbe inde fra stuen: ”Tror du ikke, du skal sige godnat nu?” Og det er jeg ikke stolt af. Især ikke nu, hvor jeg ser det på skrift.

4: Bare ben og numse uden ble

Efter skiftningen siger min datter tit, ”bar numse”, fordi hun gerne vil have lov til at rende rundt med sine tykke, blege baller bare. Og det kan jeg godt forstå, for den dejlige mås er jo altid lukket inde i en snerrende ble. Men oftest giver jeg ikke lov. For det er mere end én gang endt i en skøjtebane af tis i lejligheden. Og så var der den ene episode, vi alle forsøger at glemme, hvor jeg tog hende på fersk gerning i skovskiderstilling på børneværelset i færd med et lave en lang pølle lige ned på HAY ’Pinocchio’-tæppet.

LÆS OGSÅ: Blestop: Et udlideligt studie i brunt

Ud af ren og skær befippelse greb jeg ud efter min søns brandmandshat, som pøllen lige så fint plumpede ned i. Min søn har gud ske tak og lov aldrig spurgt efter dén hat siden, så han kender ikke til dens skæbne.

Nåh, men det var lige et lille sidespring. Når hun ikke får lov til ”bar numse”, er det næste, hun spørger om, ”bare ben”. Dét giver jeg nogle gange lov til, selvom jeg synes, det er for koldt for hende. Min mand derimod vurderer ofte, at hun da sagtens kan have bare ben efter en skiftning. Jeg klandrer ham for at have den indstilling, fordi det er nemmest ikke at skulle give hende bukserne på igen. Men i virkeligheden tænker han ikke så langt, tror jeg, men synes, at hun skal have lov til at være lidt bar. 

5: Tumleture på fyldt mave

Vi har en tradition, efter vi har spist aftensmad, der går ud på, at min mand mosler og kilder børnene inde i vores seng. Fænomenet hedder ”Kilde-værelse”. Indimellem går det ret vildt for sig med kasteture og andet vildskab.

Og dér har jeg mere end én gang taget mig selv i at råbe (som en sur kælling fra køkkenet), ”er det ikke lidt for vildt? De har lige spist”, når sandheden jo egentlig er, at ungerne elsker det (og ikke har spist særlig meget), min mand elsker det, og jeg bare burde knytte sylten og nyde ti minutters fred og ro ved opvasken i køkkenet.

LÆS OGSÅ: Hvilken tv-far er din mand?

LÆS OGSÅ: 9 ting mine børn aldrig skal vide om mig

LÆS OGSÅ: 10 trin: Forstå din babys far