Efter marte meo: “Vi har fået en helt ny familie”

Tristan sidder på skødet af sin far. Familien har spist, og den toårige dreng skal i seng. Men skålen med rosiner lokker på bordet foran ham. Far har sagt, at han ikke må få flere, men budskabet er ikke helt trængt igennem.

“Mer’ rosiner, mer’ rosiner!” forsøger han. Konflikten lurer, og intensiteten i den lille stemme øges. Tristans far, Jonas Lygaard, kigger sønnen i øjnene og siger med rolig stemme:

“Jeg kan godt forstå, du gerne vil have rosiner. Men jeg har sagt til dig, at du ikke får flere i dag. Men ved du hvad? Når vi spiser morgenmad, må du få lidt rosiner. Kom, skal vi ikke hente Barbapapa, som du skal sove med?”

Remsen skal gentages en gang mere – så er Tristan med på idéen. Han løber ind i stuen for at finde sin dyne med Barbapapa-sengetøjet, vinker glad til mor i køkkenet og trasker med far i hånden op til børneværelset.

Brugte alt energi på børnene

Præcis den slags situationer kunne for et år siden få temperaturen til stige til kogepunktet hos familien i Holbæk. Forældrenes automatreaktion på plageri var at sige nej, hvorefter barnet insisterede – og sådan kunne det fortsætte, indtil opponenterne var røde i hovederne af hidsighed, eller mor og far bøjede af.

Særlig slemme var konflikterne med Tristans søster, Nuka. Hun er udstyret med et temperament, som fik den dengang treårige hidsigprop til at banke hovedet ned i gulvet af arrighed, når hun skulle i tøjet, i bad eller gøre noget, som ikke passede prinsessen. Det tog hårdt på familien, forklarer børnenes mor, Louise Gottschalck.

“Det hele handlede om at få Nuka til at gøre, som vi ville have. Al fokus var på børnene. For eksempel når vi sad ved middagsbordet – vi brugte al vores energi på at få dem til at spise,” fortæller hun og fortsætter:

“Det resulterede i, at Jonas og jeg slet ikke fik talt sammen. Desuden havde vi hver vores måde at håndtere konflikterne på, og ingen af os mente, at den anden gjorde det rigtige. Vores parforhold begyndte at knase,” fortæller Louise.

Tilfældigvis begyndte marte meo-terapeut Kirsten Bork at gå til pilates hos Louise, og de talte om muligheden for at begynde i et forløb. Parret var i begyndelsen noget skeptiske, for princippet om hele tiden at tale forstående til børnene virkede ‘overpædagogisk’ på dem. Jonas erkender, at det til dels var for at få husfred, at han gik med på idéen om at få Kirsten Bork til at se på kommunikationen i familien.

“Det var Kirsten eller en parterapeut, og så virkede Kirsten alligevel mindre farlig,” griner han.

Læs hvordan det gik med seancerne hos Kirsten på næste side>>

Frygtede løftede pegefingre

Jonas og Louise skulle filme dagligdagssituationer, som Kirsten Bork derefter evaluerede sammen med dem. I begyndelsen føltes det mærkeligt at indtage lasagnen med et videokamera snurrende i baggrunden, men familien vænnede sig til at opføre sig normalt på trods af den tavse iagttager. Derefter gennemgik Kirsten Bork videosekvenserne sammen med parret.

“Første gang frygtede jeg, at jeg skulle ind til en seance, hvor jeg blev gennemrettet. Men Kirsten fokuserede på de ting, vi gjorde godt, og forklarede os, hvordan vi kunne gøre mere af det. Det var rart, for man er jo meget mere modtagelig over for at ændre ting, hvis man bliver bekræftet i, at der er noget, man gør rigtigt,” forklarer Jonas, som hurtigt oplevede en forbedring på konfliktfronten i det lille hjem.

Gav barnet en løsning

Jonas havde især en kamp med Nuka, når han skulle lægge hende i seng, mens Louise var i kælderen, hvor hun underviser i pilates. Den treårige græd og ville sige godnat til sin mor – men selv om hun fik lov, var det aldrig nok.

“Jeg fulgte Kirstens råd og fortalte hende helt roligt, at jeg godt kunne forstå, at hun syntes, det var spændende at komme ned til sin mor,” fortæller Jonas.

“I stedet for bare at sige nej og blive vred, forklarede jeg, at mor skulle arbejde, og foreslog, at Nuka kom ned og træne med mor næste dag. Det accepterede hun hurtigt, og efter at jeg havde brugt den fremgangsmåde et par gange, var bøvlet ved sengetid væk,” fortsætter han og forklarer, at datteren var langt mere medgørlig, når han guidede hende hen mod en løsning på problemet frem for blot at afvise hendes krav.

Droppede badet

Louise oplevede, at hun ved at sætte ord på sine børns følelser lærte dem at kende på en ny måde. Hun fik lettere ved at slippe sine egne forventninger til, hvordan det skulle være, og i stedet imødekomme børnenes behov.

“Før var jeg for eksempel meget opsat på, at børnene skulle i bad hver dag, og at det skulle klares, lige når de kom hjem fra institution. Så var det jo overstået. Men de blev dødfrustrerede, og al min energi var væk, når Jonas kom hjem,” fortæller hun.

“Ved at sætte mig i børnenes sted opdagede jeg, at de havde brug for at falde ned og fordøje dagens indtryk, inden vi kunne tage fat på de praktiske gøremål. Jeg blev tvunget til at spørge mig selv, om det egentlig var så vigtigt, at de kom i bad, lige når det passede mig.”

Fælles grundtanke

Da de fem evalueringer med Kirsten Bork var overstået, var omgangstonen i hjemmet forandret mærkbart. Jonas og Louise er stadig ikke som to kloner, når det kommer til opdragelse, men de har fået en fælles grundtankegang. Det er blevet naturligt at tale til børnene på en ny måde og modstå ‘fristelsen’ til at hidse sig op, når de ikke makker ret. Som bonus har de fået sat fokus på, at det er vigtigt at være positiv.

“Kirsten opfordrede os til hver dag at rose hinanden for to konkrete ting. Det betyder, at de ting, vi sætter pris på hos hinanden, kommer frem i lyset – og at vi husker at snakke sammen i stedet for kun at have øjnene på de små. Den positive stemning smitter af på børnene,” forklarer Louise og tilføjer, at konflikterne selvfølgelig ikke er totalt udslettede. Men familien har fået nogle redskaber, som gør, at de ikke længere kommer helt ud i ekstremerne.

LÆS OGSÅ: Marte meo – sådan gør du

LÆS OGSÅ: Marte Meo: Sæt ord på dit barns følelser