Guide til vuggestuestarten

Guide til vuggestuestarten

Din krudtugles lille personlighed betyder selvfølgelig noget for, hvor tøvende, hvor spændende og hvor hurtig en indkøring du kan regne med. Men du kan sagtens have glæde af et overblik over det mest almindelige forløb, når dit barn begynder i vuggestue.

DAG 1: På besøg:

Den første dag er du og dit barn på besøg et par timer. Begynde allerede nu på de gode vaner: Det gælder om at komme godt ind ad døren. Skub døren til barnets stue beslutsomt op, og hils på både børn og voksne. Vis, at alle disse nye mennesker vil vi gerne lære at kende. Vuggestuens voksne vil byde dit barn velkommen, og de andre børn vil garanteret venligt tilbyde en snasket sut eller halvt spist pære som velkomstgave. Tak for venligheden, inden du diskret lægger gaven lidt væk. Dit barn vil være optaget af legetøjet, og du kan sludre med stuens personale og få et indblik i den daglige rytme. Den pædagog, som har ansvaret for dit barn, vil forsøge at komme i kontakt med ham. Ved frokost smutter I hjem igen.

DAG 2-3: Sig farvel:

For nogle børn er det fint med en dag mere til at se det nye sted an. Hvis du selv er bekymret, er det godt for dig at få større indblik, inden du skal prøve at gå – for du tror, det er løgn, men pædagogerne kan faktisk få 12 børn til at sidde stille og spise samtidig, og de kan lægge dem til at sove i løbet af få minutter! Meget beroligende at overvære. Senest på tredjedagen skal I øve jer i at sige farvel. Når dit barn virker tryg, vil pædagogen opfordre dig til at gå lidt. Gå en tur, eller sid på personalestuen. Du skal ikke være væk så længe. Øvelsen går ud på at lære dit barn, at i vuggestuen vinker vi farvel til mor, men hun kommer tilbage igen. Når du skal gå, så giv dit barn til en pædagog. Pædagogen skal ikke tage barnet ud af armene på dig. Det gælder også senere hen. Nuanceforskellen er et vigtigt signal til dit barn om, at denne situation kan du stå inde for. Smil. Vink. Sig farvel. Og gå så uden at se dig tilbage. Hvis barnet græder, bliver han trøstet, og hvis han bliver ved, ringer de efter dig. Når du kommer tilbage, går I hjem, så dit barn oplever, at det er sådan, et vuggestueliv fungerer.

DAG 4: Spise med – og måske sove:

Hvis dit barn græder meget, må I tage lidt flere dage, hvor du ikke er væk ret længe. Han skal opleve flere gange, at det hele er okay: Mor går, men mor kommer igen. Hvis han derimod er tryg og indstillet på projektet, kan du lade ham spise frokost med de andre børn og måske også prøve at blive lagt til at sove. Lyt til pædagogerne. De har prøvet det mange gange før, så hvis de vurderer, at dit barn er klar til en middagslur, så lad ham endelig prøve. Første gang dit barn sover i vuggestuen, er det bedst, at du henter ham, umiddelbart efter at han vågner. Hav telefonen åben, og hold dig i nærheden. Det kan være skræmmende at vågne et fremmed sted, så i starten må mor godt komme lidt hurtigt.

DAG 5-6: Korte dage:

Det er godt med et par korte dage mere, hvor du henter dit barn efter eftermiddagsfrugt, som i de fleste vuggestuer er overstået ved tre-tiden. Igen gælder det, at hvis dit barn græder eller virker tøvende og utryg, så må du give ham flere dage, hvor du ankommer lige efter middagslur. Men husk, at selv om den lille græder, når du går, så kan tristheden være overstået, allerede inden døren smækker efter dig. Det ændrer ikke på, at du går på arbejde med en ulykkelig baby på nethinden, og dér kan han meget vel forstyrre hele dagen. Ring, når du er kommet på arbejde, for at blive beroliget med, at lige nu er Viggo i fuld gang med den røde lastbil og slet ikke ked af det.