En glad orange tiger, en kanin i løb med blå rygsæk og en violinspillende blæksprutte.
Morgenmadsprodukterne på supermarkedets hylder stråler i alle farver med sjove tegninger, der henvender sig direkte til de yngste forbrugere. Det er dog langt fra dem alle, der egner sig som god morgenmad for dit barn.
MINIFRAS
Quaker
Kilopris: 92,86 kr.
Samlet vurdering: GOD MORGENMAD
Smag: Det er tydeligt, at der ikke er ret meget sukker i de små ’puder’, men de smager udmærket. De er lavet af majs og havre, og majs har fra naturens side en lidt sød smag.
Konsistens: Det er meget børnevenligt, at puderne er små. De bliver ikke bløde med det samme, men knaser fint i nogle minutter, til de har suget mælk nok til sig.
Sundhed: Et sundt produkt med mange kostfibre i. Bærer både Nøglehulsmærket og Fuldkornslogoet.
Indhold pr. 100 gram:
Sukker: 8 gram
Kostfibre:10 gram
Salt: 1 gram
(8 billeder)
Faktaboks
EKSPERTERNE
Marie Steenberger professionsbachelor i ernæring og sundhed Forfatter og ernæringsrådgiver på mariesteenberger.dk
Sara Elisabeth Eriksen adjunkt i ernæring og sundhed Ansat ved Professionshøjskolen Metropol
Vores Børn har sammen med to ernæringseksperter testet otte varianter, og mens nogle er fine bud på en god start på dagen, fra dit barn er cirka halvandet år gammel, er andre rene sukkerbomber.
Morgenmaden er et vigtigt måltid for dit barn, og den må gerne indeholde mange kulhydrater, der fungerer som benzin for både krop og hjerne, fortæller Sara Elisabeth Eriksen, der er adjunkt i ernæring og sundhed ved Professionshøjskolen Metropol.
Faktaboks
DE OFFICIELLE MÆRKER
Nøglehullet
Miljø- og Fødevareministeriets officielle ernæringsmærke for fødevarer, som kan indgå i en sund kost.
Fuldkornslogoet
Et mærke, som sidder på produkter med et højt indhold af fuldkorn. Skabt i samarbejde mellem Fødevarestyrelsen, Hjerteforeningen m.fl.
– Om morgenen har barnet som regel fastet i otte timer eller mere, og derfor er det et godt tidspunkt at fylde depoterne op med kulhydrater, siger hun.
Fuldkorn og kostfibre
Morgenmadsprodukter, der er lavet af korntyper som havre, hvede, rug og majs, har et naturligt højt indhold af kulhydrater. Når alle dele af kernerne fra en korntype er taget med, kalder man det fuldkorn, og jo højere indholdet af fuldkorn er i et produkt, desto flere kostfibre er der i. Kostfibre er sunde, blandt andet fordi de giver en god mæthed, hjælper med at stabilisere blodsukkeret og fremmer fordøjelsen
Er dit barn under to år, skal du generelt holde lidt igen med kostfibre i løbet af en hel dag, fordi de giver stor mæthed, og et lille barn derfor risikerer at spise for lidt. Men det behøver du ikke at bekymre dig om ved morgenbordet, siger Marie Steenberger, der er professionsbachelor i ernæring og sundhed samt selvstændig ernæringsrådgiver:
– Lige præcis i morgenmad er det o.k., fordi kostfibrene har så mange sunde egenskaber, og der skal nok blive plads til den øvrige mad resten af dagen.
I testen scorer Ota Solgryn, Minifras og Guldklumper højest på kostfibre.
Faktaboks
TIP!
Brug evt. et par skefulde af et sukkerholdigt morgenmadsprodukt til at pifte en skål havregryn op med. Så får I en sund morgenmad med lidt mere smag.
Mange morgenmadsprodukter har et tårnhøjt indhold af sukker. Sukker er en problematisk type kulhydrat, hvis du får det i større mængder.
– Hvis der er meget tilsat sukker i et måltid, vil blodsukkeret stige hurtigt og derefter falde hurtigt igen. Det betyder, at du får et hurtigt skud energi, men energien er lige så hurtigt væk igen, og så bliver du træt og ukoncentreret og får lyst til at spise mere, forklarer Sara Elisabeth Eriksen.
Samtidig sætter sukkeret gang i produktionen af belønningshormonet dopamin, som giver en følelse af velbehag, og det kan man blive afhængig af. Derfor er det en god ide at holde indtaget af sukker på et minimum, mens dit barn er lille, siger eksperterne.
– Det vil også give barnet mulighed for at udvikle en bred vifte af smagspræferencer. Hvis hun får meget sukker, vil mange andre smagsvarianter virke kedelige, og så kan sukkeret hurtigt blive en dårlig vane, lyder det fra Marie Steenberger.
Frosties, Nesquik og Multi Cheerios er de tre produkter i testen, der indeholder mest sukker – og rigtigt meget af det. Det giver selvfølgelig en dejligt sød smag, men en skålfuld af dem som morgenmad vil sende dit barns blodsukker på rutsjetur og fungere dårligt som benzin til en ny dag med leg og bevægelse.
Annonse
Et sødt pift er helt fint
I behøver dog ikke nødvendigvis droppe de sukkersøde produkter fuldstændigt. Nogle få skefulde af dem som topping på eksempelvis yoghurt naturel eller en skål havregryn med mælk er nemlig helt fint, siger eksperterne. Det kan være lige det søde pift, der får en sund portion morgenmad til at glide ned i den lille mave.
– Maden er jo kun sund, hvis den bliver spist, og vi voksne har heller ikke lyst til at spise noget, der smager kedeligt. Derfor er det en fin ide at blande for eksempel havregryn med noget sødt som rosiner, en smule sukker eller Cheerios, siger Marie Steenberger.
Faktaboks
TJEKLISTE TIL SUND MORGENMAD
Se efter Nøglehullet og/eller Fuldkornslogoet.
Gå efter en kort ingrediensliste – jo kortere, desto mere naturligt produkt.
Når du står foran de farvestrålende æsker i supermarkedet og gerne vil finde sund morgenmad til dit barn, er der to nemme genveje: Nøglehullet og Fuldkornslogoet. Det er officielle mærkninger, der markerer, at et produkt er sundt ud fra en række kriterier opstillet af blandt andre Fødevarestyrelsen.
– Vælger du et produkt med et af de to mærker – og gerne begge – er det en god indikator for, at produktet er et bedre valg set ud fra kriterier om indhold af fedt, sukker, salt og kostfibre. Så behøver du ikke nærstudere varedeklarationen, siger Sara Elisabeth Eriksen.
Når du er på mærkejagt, skal du dog være opmærksom på, at mange produkter har mærker, som i høj grad ligner de officielle – uden at produktet lever op til sundhedskriterierne. Frosties, som er det mest sukkerholdige produkt i testen, er således prydet med to grønne mærker. Ser du nærmere på dem, viser det sig, at de blot skal illustrere, at indholdet er ‘knasende’ og ‘super lækkert’. De sukkersøde Multi Cheerios og Nesquik har også et grønt mærke, der ved nærmere eftersyn viser sig at være producenten Nestlés egen garanti for, at produkterne indeholder fuldkorn.