"Jeg troede, jeg skulle dø, og at det var min mor, der skulle redde mig”

Første gang Stine Lundgaard fik et anfald af panikangst, var hun 19 år gammel. Hun var taget ned i midtbyen i sin hjemby for at købe en fødselsdagsgave og var gået ind i en isenkrambutik for at finde gode ideer. Da hun gik rundt mellem butikkens hylder, mærkede hun pludselig, hvordan luften i rummet blev tung og lagde sig som en dyne over hendes lunger, der gjorde det svært for hende at trække vejret. Mens hun hikstende forsøgte at få luft, begyndte det at svimle for hende.

Panikken bredte sig i hende, og hendes hjerte galopperede som en stortromme i brystet på hende. Nu døde hun. Det var hun sikker på. Lige her, mellem gryder, pander og middagsstel, skulle hun ende sit korte liv. Det måtte være sådan her, det føltes at dø. Med sit slørede blik lokaliserede hun døren til butikken og fór ud på gaden. Mens hun sad på hug og talte brostenene på hovedgaden for ikke at besvime, ringede hun til sin mor, Susanne Lundgaard, for at fortælle, at hun var ved at dø.

Stine: "Jeg har tit tænkt på, hvordan det måtte være at modtage sådan et opkald fra sin datter. I øjeblikket tænkte jeg, at det var min mor, som kunne redde mig. Hun var min tryghedsperson, så selvfølgelig skulle jeg ringe til hende, hvis jeg var ved at dø. På en eller anden måde giver det jo ikke mening, for hvorfor ikke ringe 112, hvis man er ved at dø? Hvad skulle min mor kunne gøre?"

Men at Stine ringede til sin mor dengang var ikke så mærkeligt. Så længe hun kan huske, har hendes mor været den person, hun er gået til, når livet ikke har flasket sig. Den, hun har sparret med, grædt ud ved og lænet sig op ad. Alligevel havde hun ikke regnet med, at hun de efterfølgende fire måneder skulle udvikle en reel afhængighed af sin mor for at kunne eksistere i hverdagen og komme ud på den anden side af angsten.

Kroppen reagerede

Jeg møder den i dag 23-årige Stine Lundgaard og hendes mor, Susanne, på Stines kollegieværelse på Østerbro i København. Når de sidder her overfor hinanden, synes de begge, det er mærkeligt, at der har været en tid, hvor begges liv var sat fuldstændig på pause på grund af Stines angst. En tid, hvor de frygtede, om Stine overhovedet kunne blive student, og om familiens hverdag nogensinde ville blive normal igen.

Stine: "Dengang kunne jeg ikke forestille mig, at følelserne nogensinde ville gå væk, og i dag har jeg næsten svært ved at forstå, hvordan jeg kunne have det så skidt. Det er jo et sygt paradoks, for jeg er jo det samme menneske som dengang. Det er ret vildt, at man kan gå igennem noget så voldsomt og indgribende og så sidde nu og være reflekterende over, hvad der skete."

Susanne: "Ja, det er en mærkelig tid at tænke tilbage på. Jeg tror, det er rigtig svært for udenforstående at sætte sig ind i, hvor forfærdelig en oplevelse det er at have en hverdag præget af angstanfald. Også som mor at stå på sidelinjen. For i starten havde vi jo heller ikke helt forstået alvoren og omfanget af det derhjemme. Overhovedet ikke."

Som Susanne fortæller, var der en tid, hvor det var svært at forstå, hvad der foregik inde i Stines hoved. Ikke engang Stine selv forstod, hvad der skete med hendes krop. Nogle gange kunne hun bare mærke, at den reagerede på en ubehagelig måde.

Stine: "Det startede med, at jeg tit følte mig svimmel. Jeg fik fornemmelsen af, at jeg drejede rundt som en karrusel, eller at jorden bølgede opad, som om jeg gik på et skib. Jeg kunne ikke få mit blik til at være stille. Jeg kan også huske, at jeg sagde til dig, at jeg fik ondt i brystet nogle gange. Sådan nogle kramper, der gjorde mig forvirret over, hvorfor jeg ikke kunne trække vejret normalt. Og der tror jeg, at katastrofetankerne langsomt begyndte."Susanne: "Jeg havde svært ved at forstå, hvor det kom fra, for du var jo sund og rask. Min første indskydelse var, at du bare gik igennem en periode, hvor du følte dig lidt presset med skole, kæreste, venner og fester, og så er det jo klart, at kroppen reagerer. Jeg tvivlede aldrig på, at du følte de her ting i kroppen, men jeg tænkte ikke tanken, at det var noget alvorligt."

Men pludselig ramte angstanfaldet den dag i isenkrambutikken, og Susanne Lundgaard måtte hente sin datter, der sad udenfor, rystende og med tårer ned ad kinderne.

Susanne: "Da jeg hentede dig efter dit første store angstanfald, blev du ved med at gentage, at nu døde du, og nu forsvandt du. Jeg blev nødt til at love dig, at du ikke døde, for du ville ikke tro på mig, når jeg sagde, at dit liv ikke sluttede nu.

Susanne kørte Stine ned til lægehuset med det samme. Efter et væld af prøver kunne lægerne bekræfte overfor Stine, at der ikke var noget galt med hende. Hun havde bare oplevet et angstanfald."

Stine: "Jeg kan huske, at jeg tænkte: ”Hvad for noget? Siger du til mig, at det er noget, jeg bilder mig ind?”. På det tidspunkt havde jeg omtrent nul procent tillid til, at den læge talte sandt. Jeg var jo dødeligt syg. Kunne han ikke forstå det?"

Prøverne var fine, og der var ikke noget fysiologisk galt med Stine, men den efterfølgende tid fortsatte hendes angstanfald, og hun forsøgte forgæves at finde ro i, at hun ikke skulle dø. Familien tænkte, at nu, hvor Stine vidste, at hendes angst ikke var dødelig, måtte det forsvinde af sig selv. Desværre var det langt fra slut, og det var først, da Susanne Lundgaard og hendes mand skulle på en rejse til Italien, at det for alvor gik op for dem, hvor alvorlig Stines angst i realiteten var.

Artiklen fortsætter under videoen. 

Helvedesturen til Firenze

Nogle uger efter det første anfald skulle Susanne Lundgaard med Stines far til Firenze. De var inviteret gennem hans arbejde, og de havde begge glædet sig til at komme ned til varmen, til spændende oplevelser og til sydens gastronomi og vin. Dog kunne især Susanne ikke lægge tanken fra sig, at Stine ikke havde det godt. Hun grublede over, om hun som mor kunne tillade sig at tage på en forlænget weekendtur til Italien, når hendes datter gik rundt derhjemme og havde det så dårligt.

Susanne: "På det her tidspunkt havde vi nok ikke helt forstået, hvor hårdt Stine havde det, og hvor forfærdelig hele situationen var. Vi vidste godt, at hun havde det dårligt, og at der kom nogle anfald af panikangst indimellem. Derfor sagde jeg også til hende, at jeg gerne ville blive hjemme fra turen, men det syntes Stine ikke."

Stine: "Jeg kunne jo godt mærke i maven dengang, at jeg helst ville have jer til at blive hjemme. Jeg havde bare allerede påvirket jer så meget, og I skulle jo også have lov til at leve jeres liv." 

Hvis Susanne havde vidst dengang, hvordan turen ville ende, var hun aldrig taget afsted, fortæller hun. Allerede i lufthavnen, da Stines forældre havde tjekket deres bagage ind, fik de det første opkald fra Stine. Hun var panisk bange derhjemme og bad dem grædende om at komme hjem igen.

Susanne: "Der var jeg bare klar til at løbe ud i bilen og køre hjem. Kufferterne var godt nok kommet på flyet, men så måtte de tage dem af igen. Men så sagde du i telefonen, Stine, at du troede, det alligevel nok skulle gå, og at du bare havde brug for at tale med mig. Og så valgte vi at tage afsted."De følgende dage i Firenze var intet mindre end frygtelige for Susanne. Stine ringede flere gange dagligt og fortalte, at hun skulle dø.

Susanne: "Jamen i de dage havde jeg det simpelthen skrækkeligt, og jeg bebrejdede mig selv for, at jeg overhovedet kunne finde på at tage afsted. Jeg googlede efter fly og tog, for jeg ville bare gerne hjem. Men jeg kan også huske, at da jeg snakkede med din moster, som var derhjemme, sagde hun, at det hele nok skulle gå. Hun beroligede mig."

En af dagene, mens Stines forældre var væk, fik hun så voldsomt et angstanfald, at hun løb ud og lagde sig på græsplænen. Hun kunne ikke trække vejret indenfor og var nødt til at komme ud i den friske luft. Mens hun lå der på græsplænen, kunne hun mærke det skarpe lys gennem sine lukkede øjne, og hun følte pludselig, at hun svævede ud ad sin krop. Som hun lå der, følte hun sig fuldstændig alene.

Stine: "Da jeg lå på græsplænen, kom min moster pludselig og tog mig under armen og gik en tur med mig. Bagefter tog hun mig med hjem, så jeg kunne ligge på deres sofa hele dagen. Man bliver virkelig overrasket over, hvor mange mennesker der står til rådighed, når man viser sin sårbarhed, og det virkelig gælder. Det er virkelig smukt, synes jeg. Man skal ikke være bange for at slå paraderne ned, for meget ofte er folk jo klar til at gribe én, hvis man falder."

Livet blev sat på pause

Angstanfaldene dukkede op som perler på en snor i tiden efter, og Stine havde ekstremt svært ved at håndtere dem. Af frygt for at få angst i skoletiden blev hun ofte hjemme og tilbragte en stor del af sin tid på sofaen midt i stuen.

Stine: "Jeg kunne godt lide at være et sted, hvor folk gik forbi, så jeg ikke var alene. Så lå jeg egentlig bare helt stille og mærkede min krop, og det er faktisk lige præcis det, man ikke skal gøre, når man har det sådan. Du bør derimod lave ting, der ikke minder dig om, at du har det dårligt. Men hele mit sociale liv var sat på pause. Jeg havde en kæreste dengang, som også gerne ville se mig, men jeg kunne ikke være der for ham. Jeg kunne hverken være en kæreste eller en veninde. Jeg kunne ikke være noget som helst. Det var som om, dagene bare flød sammen."

LÆS OGSÅ: "Kære mor - der går længere tid mellem de dårlige dage"

Stine meldte sig fra studieturen til USA, som hun havde glædet sig til i to år. Hendes fraværsprocent steg, både i skolen og socialt, og Susanne var nødt til at arbejde hjemme. Hun måtte ikke tage væk hjemmefra for Stine.

Susanne: "Jeg kan huske, at jeg tænkte, at hvis det her ikke snart bliver bedre, må jeg opgive mit job og være hjemme ved dig. Far måtte ordne alting udenfor hjemmet. Men det var ikke kun det. For vi ville jo ikke som familie kunne tage på ferie igen. Jeg ville aldrig kunne tage en weekend afsted med far. Det ville vende fuldstændig op og ned på alt. Vi rettede os jo ind. Jeg blev jo hjemme og aflyste alting."

Artiklen fortsætter under videoen. 

Stines redning udefra

Susanne husker en specifik episode, hvor hun var nødsaget til at tage til et kundemøde et stykke væk fra hjemmet. Løsningen blev, at Stines far måtte tage fri fra arbejde, så de alle tre kunne køre sammen i bilen. Mens Susanne sad i møde, blev Stine med sin far i bilen på parkeringspladsen og ventede på, at Susanne var klar til at køre hjem igen. Efter den episode stod det klart, at de ikke længere selv kunne klare opgaven, og at Stine havde brug for professionel hjælp.

Susanne: "Det var min veninde, der sagde til mig, at nu skulle vi få fat på en professionel, der vidste noget om det her, og som kunne hjælpe Stine. Hun sagde, at jeg som hendes mor kunne sige alt det rigtige, men at hun ikke lyttede til mig, FORDI jeg var hendes mor. Hun kunne kun hjælpes af en udefra, og det kunne jeg godt forstå, da hun sagde det højt. Problemet blev snarere, hvor hurtigt vi kunne få fat på nogen."

Da familien endelig besluttede sig for, at Stine skulle have hjælp, var det som at løbe panden mod en mur, for lægen fortalte dem, at der var omkring et halvt års ventetid til en offentlig psykolog. De var dog så desperate efter at få Stine på ret køl igen, at de valgte at gå til en privatpsykolog, hvor hun kunne starte allerede ugen efter.

Stine: "Jeg var ikke mistroisk over at få hjælp udefra. Jeg var nærmere desperat efter nogen, der kunne hjælpe mig. Jeg tror, jeg var så sårbar på det tidspunkt, at jeg bare lagde mig fladt ned. Jeg kunne ikke engang overskue at tage en lille facade på og prøve at virke normal."

Udover psykologhjælp startede Stine også i et forløb hos en hypnotisør. Når hun kigger tilbage, beskriver hun hypnosen som et meditativt frirum fra sine tanker, hvorimod psykologhjælpen gav hende redskaber til at forstå, hvorfor hendes krop reagerede, som den gjorde. Dog var det ikke kun disse to ting, der gjorde forskellen. Psykologen mente også, at medicin skulle indgå i løsningen.Susanne: "Da psykologen foreslog medicin allerede efter andet besøg, tænkte jeg, om det kunne være rigtigt. Kunne hun ikke give Stine lidt mere tid, inden vi gik over til medicin? Jeg syntes, det gik alt for hurtigt og blev meget voldsomt. At medicin så var det rigtige for Stine, det kan jeg godt se nu."

Stine: "Ja, og så forstår man bedre efterfølgende, hvor slemt det egentlig har været. Når selv en psykolog tænkte, at hun ikke kunne arbejde med mig, som jeg var på det tidspunkt. At hun ikke kunne bruge sine psykologiske redskaber alene på at gøre mig glad igen."

For at Stine kunne få medicin, skulle hun forbi en psykiater. Her blev hun erklæret egnet til medicinen, og inden længe tog hun to piller om dagen for at dæmpe angsten. Udover medicin og professionel hjælp fik Susanne også nogle redskaber gennem psykologen, som hun kunne tage i brug, når Stine fik det dårligt.

LÆS OGSÅ: "Kære søster - du ved slet ikke, hvad du har gjort for mig"

Susanne: "Jeg begyndte helt lavpraktisk at gå rundt med et stykke papir i lommen, som jeg kunne trække op, når du fik det skidt. Så skulle jeg spørge dig om ting for at aflede din opmærksomhed. Hvilken farve har din følelse, hvordan ser den ud, og har den en form?"

Stine: "Ja, og vi læste også tit i bogen ”Lykkefælden” af Russ Harris. Så sad vi i hver sin ende af sofaen og lod den ene af os læse højt. Og når vi så havde læst et afsnit, kiggede vi på hinanden og spurgte, om vi havde forstået det. Det havde vi ofte ikke, og så måtte vi jo læse det igen. Den bog var helt fantastisk. Vi lærte, hvorfor kroppen reagerer, som den gør. Den bekræftede mig i, at jeg ikke var mærkelig, bare fordi jeg følte de her ting. Og det var godt og trygt for mig at sidde der sammen med dig og føle, at vi tog kontrol over situationen."

Som tiden gik, blev Stines angstanfald færre, og hverdagen begyndte langsomt at ligne sig selv igen. Ændringerne skete ikke hen over natten, men over en længere periode, der for familien føltes som en glidende overgang. Efter cirka fire måneder gik det efterhånden op for dem, at den gamle Stine i store træk var tilbage igen.

Susanne: "Det var jo bare fantastisk at se hende glad igen. Nogle gange kan jeg helt glemme, hvor slemt det var, når jeg ser på, hvor velfungerende hendes liv er nu. Men når jeg kigger tilbage og sætter mig ind i følelserne igen, kan jeg jo godt huske, hvor forfærdeligt det var. Alle de gange jeg har siddet og holdt om dig og sagt, at jeg var der, og at det hele nok skulle gå, selvom vi ikke kunne se en ende på det."

Artiklen fortsætter under videoen. 

Det bliver godt igen

Selvom perioden snart ligger flere år tilbage, kan Stine stadig blive rørt over at tænke på den.

Stine: "Jeg husker det som en tid, hvor jeg var helt alene i mit hoved. Andre mærkede ikke det, jeg følte, og andre tænkte ikke det, jeg gjorde. Jeg følte mig bare alene. I dag er man heldigvis i samfundet og i medierne blevet bedre til at snakke højt og åbent om angst, men det gjorde man jo ikke rigtigt, da jeg var igennem det. Det er bare så vigtigt at snakke med nogen, for når man har det så dårligt indeni, bliver man nødt til at vise sårbarhed. Og det skal man acceptere, at der ikke er noget galt med."

Når Stine tænker tilbage på angsten, ved hun godt, at det hele foregik i hendes hoved. Alligevel har hun brug for at fortælle, at når man står midt i et anfald af panikangst, så kan man ikke adskille følelser fra fornuft. Hjernen overtager kroppen på en så altopslugende måde, at man er overbevist om, at man skal dø.Stine: "Det føltes som at dø forfra, hver eneste gang jeg fik et anfald. Men hvis man oplever at dø så mange gange uden rent faktisk at dø, burde det jo gå op for én, at det måske ikke er så farligt. Det er jo logisk i bagklogskabens lys, men logisk tankegang er ikke en ting, som findes i et hoved hærget af angst."

Som Stine og Susanne Lundgaard sidder her i dag på Stines kollegieværelse, er de taknemmelige for, at de rakte ud dengang og fik hjælp. At der var nogen, der kunne vise vejen for dem, tage Stine i hånden og hjælpe hende med at finde ro igen. Stadig i dag tager Stine en lille dosis af sin medicin. Pakken med piller ligger ved siden af tandkruset på hendes badeværelse, så hun ikke glemmer at tage dem. Hun er ikke helt klar til at sige farvel til dem endnu, selvom hun ikke længere døjer med angsten. Og hvis den dag ikke kommer, hvor hun dropper pillerne helt, så er det også helt okay.