Gravid på job: Kom igennem uden sygemelding
Nogle gravide klarer job og mave i skøn forening, mens det for andre bliver en belastning at gå på arbejde. Følg eksperternes konkrete råd, så du undgår at falde ind i statistikken af sygemeldinger under graviditeten.
I starten kæmper du nok med næb og klør for at holde fast i din identitet på arbejdet, men de før så attraktive arbejdsopgaver bliver mere ligegyldige hen ad vejen. Du bliver gradvist mere egoistisk og passer på dig selv og det lille liv i dig, fortæller jordemoder Anne Ruby.
Sådan har hun oplevet mange gravide føle det. Det kommer bag på dem, hvad det egentlig kræver at være gravid både fysisk og mentalt.
– Vi kvinder får en forsmag på den øgede psykiske sårbarhed allerede i graviditeten. Skrøbeligheden har vi gemt langt væk, fordi der er så mange ydre krav til os i dag. Men du får brug for den for at blive en empatisk mor, mener jordemoder Anne Ruby.
– Det er en stor udfordring i arbejdslivet, når du måske pludselig ikke er så tjekket, som du er vant til at være. Få dig en god snak med din arbejdsgiver så tidligt som muligt i graviditeten. I har en fælles interesse i, at du får et godt forløb, så du ikke bliver sygemeldt,” siger Anne Ruby. Og så er der en anden vigtig del:
– Mange af de problematikker, der ender i sygemelding, handler om fysiske problemer. En af de vigtigste ting, du selv kan gøre, er at holde dig i god form,” understreger jordemoderen.
Selverkendelse og opbakning
styrke og har stabilitet i bækkenbundenVores værdier ændrer sigFå 10 gode råd om et arbejdsliv som gravid på næste side…
10 gode råd fra jordemoderen
1. Hold pauser
Tit er det små ændringer, der får arbejdslivet til at fungere. Sørg for at få et hvil hver dag, og i weekenderne kan du udvide det til at være en middagslur. Det kan føles helt tosset til at starte med, men en hverdag med pauser er vigtig, når du er gravid. Det er surt først at opdage det, når du render rundt med plukveer hver dag. Jo større maven bliver, jo mere skal du ligge.
2. Undgå stress
En stresset hverdag er ikke godt for en voksenkrop – og slet ikke for en baby i maven.
Hvis du er i dårlig fysisk form, er stress endnu værre. Så udskiller din krop nemlig stresshormonet kortison, der nedbryder kroppens væv. Hvis du er i god form, udskiller din krop adrenalin. Det samme gælder, efter du har født. Det er dejligt at blive mor, men ind imellem også lidt stressende.
3. Vær i god form
Det øger dit velbefindende generelt, og især når du er gravid, hvis du er i god form. Desuden får du meget lettere ved at føde, hvis du er på toppen fysisk.
Som bonus kommer du dig hurtigere oven på både graviditet og fødsel, der er en belastning for din krop, selv om den er skabt til at kunne føde børn. I virkeligheden er graviditet den perfekte anledning til at give dig selv et livsstilstjek og at lære din krop godt at kende. Find frem til den motionsform, du synes bedst om.
4. Styrk din stabilitet
Stabilitet i dit bækken er altafgørende, når du er gravid. Det er faktisk ofte bækkenproblemer, der sender gravide på sygeorlov. Og måske endda gør, at den sidste del af graviditeten slet ikke bliver den fornøjelse, som du ellers havde håbet på og glædet dig til.
Så lav helst øvelser for din bækkenstabilitet hver dag. Husk også knibeøvelser, så dit bækken kommer sig hurtigt efter fødslen. Ud over stabilitet er styrke også vigtig.
5. Gør dig stærk
Det er ikke rart at lave mavebøjninger, når du føler dig som en flodhest. Men de skrå mavemuskler er gode at styrke, for det er dem, du bruger, når du skal presse barnet ud. Og det er jo ganske rart at være klar til. Så træn mave- og rygmuskler, så godt du kan komme til for den store mave.
6. Tøm kroppen for vand
Lav venepumpeøvelser, hvis du har vand i benene eller uro i dem. Det er ikke hårdt arbejde, men noget du nemt kan gøre, når du alligevel tager et hvil. Det letter tyngdefornemmelsen enormt, og gør det meget lettere at komme igennem en almindelig dag, selv om du har ekstra kilo at slæbe rundt på.
7. Spis godt
Du har brug for jern og folinsyre, som findes i de grønne grøntsager. Bønner og linser indeholder jern, der er godt for celledelingen. Grøntsager kan du ikke få for meget af, og skift dem gerne ud med stivelsen i ris og pasta.
De lange kulhydrater i grøntsager stabiliserer dit blodsukker og humør og giver en bedre fordøjelse. Kroppen optager bedst de gode sager, hvis du også får de rigtige fedtstoffer.
Økologiske, koldpressede jomfruolier er et hit for dine led og desuden sundt for babys neurologiske udvikling og vækst.
8. Tjek badevægten
Det er fornuftigt ikke at tage alt for meget på i graviditeten, så du ikke belaster dit bækken mere end højst nødvendigt. Tallene her er en rettesnor for, hvor meget det er tilrådeligt, at du tager på under graviditeten.
- Undervægtige (BMI<19,8) 12,7 – 18,2 kilo
- Normalvægtige (BMI 19,8 – 26) 11,3 – 15,9 kilo
- Overvægtige (BMI 26,1 – 29) 6,8 – 11,3 kilo
- Svært overvægtige (BMI >29) 6,8 kilo
9. Tal med din arbejdsgiver
Graviditet skal ikke gøres til en sygdom, men du har brug for ekstra omsorg og opbakning. Foreslå for eksempel din arbejdsgiver, at I får en sofa installeret, så du kan få et hvil hver dag. Eller foreslå din tillidsrepræsentant, at I får indført en graviditetspolitik, så det ikke er op til dig alene at præge din arbejdskultur. Det er til gavn for alle på arbejdspladsen, at der bliver passet på dem med de tykke maver.
10. Netværk og grin
Bevar dit liv, så godt du kan. Det er vigtigt med sociale kontakter og netværk, du kan dele alle de nye tanker og følelser med. Grin, hav sex, og nyd den søde ventetid. Det er fantastisk for dig, hvis du kan holde dig i gang på arbejde uden problemer og samtidig have det godt, når du går på barsel og skal nyde den aller sidste tid med at gøre klar til baby derhjemme. Som gravid fortjener du balance i din tilværelse.
LÆS OGSÅ: Stress – sådan lærer du at rumme den
LÆS OGSÅ: 8 pinlige lidelser gravide skjuler
LÆS OGSÅ: Av, min graviditet