Familieliv

Mor til otte: “Du fortryder jo ikke de børn, du får”

Lena Angioni er mor til otte børn. Alligevel er hun trist over, at hun ikke skal have flere, for nu har hun – ad en lettere bumpet omvej – endelig fundet den helt rigtige far til dem.

Faktaboks

  • Jeg elsker genbrug. Der er genbrugsbutikker overalt, og mange vil gerne give brugt tøj og legetøj videre, hvis man altid siger ja tak.

  • Vi dyrker egne grønsager og er næsten selvforsynende med tomater, agurker, peberfrugter og chili. Desuden er det en god opgave for børnene at luge bedene.

  • Jeg er imod madspild. Hvis fløden er for gammel, bliver den lavet til smør eller kærnemælksost. Intet bliver smidt ud i mit køkken.

  • Det er ikke nødvendigt med en masse fritidsaktiviteter. Mine børn får lov, hvis de virkelig gerne vil, men ellers leger de med hinanden.

  • Nu rejser vi til Italien, men før jeg mødte Marco, holdt vi aldrig ferie.

  • Børnene kommer før mine behov. Jeg har ikke været til tandlæge i 18 år, fordi jeg prioriterer benhårdt.

Faktaboks

  • Lad være at blande dig, når dine børn leger. Vi kommer let til at gå ind og afgøre deres konflikter, men hvis du bare venter lidt, så klarer de det ofte selv.

  • Lad de store tage sig af de små, når de selv har lyst. Mine store piger får lov til at klæde de små femårige ud og sminke dem – og det betyder at de også uopfordret lige tager dem med på skovtur.

  • Tænk på hvor dygtige dine børn bliver til teamwork af at skændes med hinanden. De lærer af det. Du skal bare lære at lukke ørerne for noget af det.

Familien

Mor: Lena, 39 år.

Far: Marco, 41 år.

Børn: (Fra Lenas første ægteskab) Anders, 19 år, Michael, 16 år, Kamilla, 14 år, Emil, 12 år, Lykke 11 år, (med Marco) Melissa og Catarina, 5 år og Anna Margrethe, 5 mdr.

For seks år siden stod Lena Angioni på en støvet dansk parkeringsplads foran et spillested i Nordjylland med sommerfugle baskende rundt i maven. Helt alene for første gang i lang tid og helt parat til eventyr. For når man er mor til fem små børn, og i ti år har puttet, vugget, madet og pustet på knæ, så trænger man på et tidspunkt til at opleve noget andet.

LÆS OGSÅ: Mor: “Jeg elsker sønddage i nattøj”

Noget med god musik og høj puls, og så kan man jo altid vende tilbage til hverdagslivet som mor dagen efter. Tænkte Lena i hvert fald. Men på en måde vendte hun aldrig rigtig tilbage til sit gamle liv efter den dag på parkeringspladsen.

Fem børn på syv år

Lena blev gravid første gang som nittenårig. Fik sønnen Anders, to dage efter hun fyldte tyve, og fortsatte med korte intervaller med Michael, Kamilla, Emil og Lykke, så hun som 27-årig kunne præsentere en børneflok på fem.

“Efter mit første barn blev jeg fuldstændig babyskruk. Så snart en blev stor, ville jeg have en baby igen. Den intimitet, man har med en baby, er jo fantastisk,” siger Lena Angioni.

De mange børn viser sig dog mest at være Lenas projekt. Hun passer dem, mens hendes mand har travlt med sit arbejde, sine venner og sit værksted. På grund af den korte tid mellem fødslerne fylder børnene hele Lenas liv.

Hun har indimellem arbejde som pædagogmedhjælper i en børnehave og som assistent på et plejehjem, men barsel efter barsel afbryder hendes arbejdsliv. Helt planlagt. For Lena føler, at hun har brug for alle børnene og for den uforbeholdne kærlighed, de giver hende.

LÆS OGSÅ: Tv-vært: “Jeg var usikker på, om jeg ville have flere børn”

“Jeg følte mig meget alene i mit første ægteskab. Måske fik jeg alle de børn, fordi jeg var ensom. Det kan jeg da godt tænke nu,” siger Lena.

Hun har nok at se til, men hun klager ikke. Hendes børn er den største glæde, og hun vil ikke være med til at sukke over det arbejde, der følger med de små størrelser.

“Jeg har aldrig noget tid til mig selv, men det er hele besværet værd. Jeg oplever indimellem, at folk bliver lidt overvældede, men jeg ville altså ikke gøre noget som helst om, selv om jeg kunne. Babyer er små mirakler for mig.”

Ny kærlighed

Mirakler eller ej. Lenas ægteskab kan ikke holde til strabadserne. Da hendes femte barn, Lykke, er fire år, vælger hun at gå fra børnenes far. De er for forskellige, og der er ikke nogen respekt eller kærlighed tilbage i deres forhold. Skilsmissen er hård, men bliver samtidig et vendepunkt. Fra at have hovedansvaret for børnene altid må Lena nu jævnligt overlade dem til deres far. Pludselig er der lidt mindre hjemmetid, lidt færre pligter og en lille smule Lena-tid.

Lena forfølger en gammel drøm og tager nogle kurser i foto. Hun surfer lidt på de sociale medier, og her støder hun tilfældigvis på en flot italiensk bassist, der snart skal give koncert i Danmark. De skriver sammen, og bassisten beder hende om at komme forbi og tage nogle billeder af bandet før koncerten. Lena er parat til et eventyr og til meget mere spontanitet i sit liv, og derfor mødes parret en sen eftermiddag på en parkeringsplads.

“Mit hjerte hamrede helt vildt, og jeg syntes jo, han så dejlig ud med langt mørkt hår. Der var flirt i luften fra starten,” fortæller Lena, der den aften oplever sit livs bedste koncert.

Flirten udvikler sig lynhurtigt, og Lena forelsker sig hovedkulds i Marco, der er 33 år og har turneret i årevis, men ellers bor i et lille hus på Sardinien ud for Italien lige i nærheden af sine forældre. Kærligheden er gengældt, så Marco finder tid til at komme forbi Nordjylland ved flere lejligheder. Han er overhovedet ikke i tvivl om, at Lena er hans soulmate, så det, at hun allerede har fem børn, skræmmer ham ikke.

LÆS OGSÅ: 9 gode grunde til at give dit barn søskende

Marco har ingen børn og er selv enebarn, så Lenas flok er noget helt nyt for ham, men han tøver ikke et sekund. Tværtimod træder han glad lige ind i børneflokken, tager Lenas mindste pige på skødet og snakker musik med de store drenge, der synes, at den langhårede musiker er megacool.

“Når vi tog afsked med hinanden, var det så sørgmodigt, men Marco lovede at komme tilbage, og tre uger efter stod han der igen,” fortæller Lena, der forsøger ikke at tænke så meget på fremtiden.

Lige en baby mere

Ved et af Marcos besøg hos familien ser han sit snit til at gøre Lena gravid. Ikke med vilje, forstås. Det sker helt naturligt. Denne gang bliver Lena dog i tvivl. Skal hun gennemføre sin sjette graviditet? Med faren til barnet i Italien? Kan hun overskue det sammen med fem andre børn? Hvordan får hun råd? Det er desuden begyndt at gå Lena på, at hun aldrig har fået en formel uddannelse.

Hun overvejer frem og tilbage i et par uger. Taler med Marco, der gerne vil have barnet. Tænker igen og ender med at lade følelserne råde: Baby vinder over bøgerne. Det føles mest rigtigt.

“Det vigtigste var, at jeg virkelig elskede Marco. Han havde ikke børn, og han ville gerne. Jeg ville gerne give ham en kærlighedsbaby, og du fortryder jo ikke de børn, du får.”

LÆS OGSÅ: Søskende: Derfor er dine børn så forskellige

Beslutningen er taget, men parret har stadig ikke aftalt, om Marco skal bo i Danmark og opgive at turnere med sit band. Lena mener dog, at han er ved at være klar til at slå sig lidt til ro. Og det kan vel lige så godt være på Nykøbing Mors sammen med hende. Så hun beslutter at tage med ham til Sardinien for at møde sine nye italienske svigerforældre.

Læs videre på næste side …

To sorte pletter på skærmen

Besøget i Italien bliver dog en anelse mere dramatisk, end Lena lige har forestillet sig.

“Jeg rejste til Sardinien, så Marco og jeg sammen kunne fortælle hans forældre om barnet, og mens vi var dernede, begyndte jeg at bløde og røg på hospitalet til en skanning.”

Lægerne forklarer en hel masse på italiensk, og Lena ligger på briksen og forstår ikke helt, hvorfor Marco står midt i skanningslokalet med sådan et fjoget grin, da lægen begynder at forklare om hendes tilstand. Men så kører lægen igen doptonen hen over hendes mave, og hun ser det selv: to mørke hoveder ved siden af hinanden. Hun har tvillinger i maven. Eller trillinger, faktisk, men det tredje foster er ved at blive aborteret. Det er derfor, hun bløder.

LÆS OGSÅ: Skilsmisse: “Jeg savner at være en familie”

Tabet af det tredje foster fylder ikke så meget lige i dette øjeblik. Marco er bare glad for de to børn, der slår kolbøtter bag Lenas navle. Svigerfar, der selv er ud af en flok på 12 børn, er stolt. Godt med en søn, der sådan kan lave tvillinger! Svigermor, derimod, er lidt bekymret ved udsigten til, at hendes eneste søn og øjesten nu vil flytte til Danmark for at være far.

Hun trøster sig dog ved tanken om, at der virkelig nu er børnebørn på vej til hende. Lena selv er nærmest i chok over, at fem børn om kort tid bliver til syv. I tre timer griner hun næsten hysterisk, inden hun igen finder tilbage til sin rolige facon og tænker, at hendes lange erfaring nok skal få hende igennem graviditet og fødsel af tvillingerne.

To piger og en god far

Det er to piger, der ligger side om side i Lenas mave, Melissa og Catarina. Mens de vokser i maven, rejser Marco stadig rundt på turne, og helt ud af det blå får han en blodprop og bliver indlagt i England. En bekymring mere til Lena. Heldigvis kommer Marco sig hurtigt, og blodproppen får ham til at stoppe op og tænke, at tiden måske er inde til præcis det, Lena har håbet på: At slå sig til ro med familien og den kvinde, han elsker.

Marco beslutter sig for at afprøve familielivet på Mors og flytter ind nogle måneder før Lenas termin. I sidste øjeblik, viser det sig, for tvillingepigerne ankommer ti uger før tiden. Marco når ganske vist ikke med til fødslen, fordi der er så langt fra Mors til Aalborg Sygehus, hvor Lena er indlagt, men han er der for Lena i ugerne efter, hvor pigerne er bittesmå. Heldigvis er de nogle livskraftige tøser. Og Lena er ikke længere hverken ensom eller alene om ansvaret for de nyfødte – heller ikke med de andre børn.

“Marco kom herop til mig. Han flyttede til Danmark og bor nu sammen med mig og alle børnene,” fortæller Lena.

LÆS OGSÅ: Jeg er mor. Men jeg er også mig (sgu så!)

Lena, Marco og de nyfødte piger er indlagt i otte uger. Det meste af tiden på en familieafdeling, hvor de store søskende kan være på skift. Da pigerne er store og stærke nok, tager de alle sammen hjem til en hverdag i Nykøbing Mors. Meget langt fra Sardinien. Marco deltager i barslen og skaffer sig et lydstudie i Danmark. Han taler italiensk til sine to prinsesser og engelsk med resten af børneflokken. Sammen med Lena former han en ny storfamilie i det nordjyske.

Rosinen i pølseenden

Faktisk er Marco og Lena så lykkelige, at de planlægger en sidste baby sammen. Med lidt større afstand til tvillingerne, end Lena ellers har haft for vane, trods alt. Det er helt bevidst, at lillesøster Anna Margrethe kommer til verden, da Melissa og Catarina er fem år.

“Jeg syntes, der var så meget, Marco ikke havde oplevet. Han var jo ikke ret meget med under graviditeten med tvillingerne. Han nåede heller ikke fødslen, så jeg syntes, han skulle prøve alt det,” forklarer Lena, der kun er ked af, at hun ikke mødte Marco noget før, så de kunne have nået at få endnu flere børn sammen.

For nu er det nemlig slut, fastslår Lena. Efter Anna Margrethe har Lenas krop sagt stop. Den er slidt efter de mange graviditeter. 282 uger har hendes krop været gravid. 78 timer har hun i alt haft veer. Livmoren var øm under hele den sidste graviditet, og hun har haft bækkenløsning fire gange og fået tre kejsersnit. Selv om hun kun er 39, kan hun mærke det værke i hofterne, når vinterkulden kommer snigende. Men hvem bekymrer sig om den slags med en baby i huset igen?

LÆS OGSÅ: Onkel Reje: Gak ud, dit barn har brug for det!

“Anna Margrethe er så nem, og hun bliver jo båret på hænder og fødder af alle de søskende,” siger Lena, der mener, at hendes børn generelt har stor glæde af deres mange brødre og søstre. Lena føler sig heldig, og hun ved godt, at babytiden ikke er så rosenrød for alle.

Gør alt sammen

“Jeg havde måske ikke fået så mange, hvis bare én af dem havde haft kolik. Men jeg har været så heldig med mine børn. De har grædt meget lidt og været gode til at sove lige fra begyndelsen.”

Lenas familieliv med Marco er den diametrale modsætning til hendes første ægteskab. De gør alt sammen. Bor sammen, passer børnene sammen og arbejder sammen i et kombineret foto- og lydstudie, hvor Marco kan lave musik, og Lena kan forfølge sin drøm om at fotografere.

“Marco er det bedste, der er sket i mit liv, så jeg ville give ham børn. Der findes jo ikke noget smukkere end børns kærlighed.”

Derfor endte det med otte børn for Lena, uden at hun egentlig havde planlagt at skulle være mor til så mange. Men hun fortryder ingenting, og faktisk mener hun ikke, at hendes historie eller familie er så særlig igen.

“Der er jo sammenbragte familier med dine, mine og vores børn alle vegne nu, så jeg synes ikke, at vi stikker så meget ud, når vi kommer kørende i vores minibus. Jeg har aldrig oplevet, at folk undrer sig over mine valg. De synes bare, at det er sejt, og så kommer de lige med en sæk brugt børnetøj, næste gang vi ses. Og der siger jeg altid pænt ja tak.”

LÆS OGSÅ: Sofia Manning: “Vi mødre glemmer, at være os selv”