Når baby får personlighed
I samme øjeblik et barn er født, begynder det at udvikle sin egen personlighed og identitetsfølelse. Læs her, hvordan baby udvikler sig fra at tro, hun blot er en del af sin mor– til langsomt at blive sin helt egen.
0-6 måneder
Baby har ingen rigtig opfattelse af, hvem hun er i løbet af de par første uger af sit liv. Hendes daglige rutine består hovedsageligt i at sove, spise og lave i sin ble, og hendes hukommelse er så kort, at hun glemmer det, hun lige har kigget på, så snart hun drejer ansigtet i en ny retning.
Din baby er en unik blanding af gener fra dig og din partner og jeres familier. Og selv på dette tidlige stadie af hendes udvikling begynder hun at forstå, at hun er meget vigtig. Det skyldes især den store opmærksomhed og kærlighed, som hun får fra dig/jer og påvirkes af hvor hurtigt, I responderer på hende, når hun græder.
Når hun er omkring seks uger gammel, begynder hendes temperament og personlighed så småt at røre på sig, og hun begynder at finde sine egne metoder til at fange din opmærksomhed ved at stikke i nogle sjove hyl, vride sig rundt og give dig sit første hjerteknusersmil.
Der er lidt uenighed blandt børnepsykologer om, hvornår barnet bliver bevidst om sit eget selv. Nogle mener, det sker allerede ved fødslen, mens andre mener, det sker omkring tre-månedersalderen.
Når baby omkring tre-månedersalderen ligger på tæppet og rækker ud efter sine tæer, udvikler hendes selvfølelse sig på to måder: gennem handlingen ved at bevæge sine fingre og ved følelsen af at opleve noget nyt og spændende.
Etableringen af en fysisk følelse med sig selv er det første skridt i babys udvikling mod selvbevidsthed, og snart opdager hun, at de tæer hun rører ved, faktisk er en del af hende.
6-12 måneder
Når baby er omkring seks måneder gammel, når hun til en vigtig milepæl. Her begynder hun at forstå, at hun er et selvstændigt individ. Hun reagerer, når nogen kalder hendes navn og vender sig om mod den, der kalder.
Babys udvikling imod at blive uafhængig af andre er i gang fra nu af, og hun begynder at forstå, at hun har en effekt på de mennesker, der er omkring hende. Som forældre er I de vigtigste personer i jeres lille barns liv, da det er jer, der får baby til at føle sig set og værdsat.
Hun forbinder jer udelukkende med gode ting, så når hendes mor for eksempel forlader hende, føler hun sig ængstelig og bange. Det er normalt, hvis din baby gennemgår en fase med separationsangst og er morsyg og pjevset.
Hun forstår nu, at du er en separat person, men hun forstår ikke konceptet, der hedder tid og varighed – så hvis hun ikke kan se dig, tror hun, du er væk for evigt. Ved at lege borte-borte-tit-tit træner du hende i at vænne sig til, at mor altid kommer tilbage.
Undersøgelser viser, at dine følelser og respons til din babys handlinger har en stor effekt på hendes selvopfattelse. Når hun undersøger, hvordan hendes hænder virker og måske klapper dem sammen, vil det være din opmuntring og dit engagement, som vækker hendes selvtillid.
Tag din baby med ind foran et spejl, så hun ved, hvordan hun ser ud, og hvordan hendes krop virker – selv om der går nogen tid, før hun finder ud af, at babyen inde i spejlet er hende selv.
Da hun er i gang med at udvikle en bevidsthed om sine omgivelser, bliver hun meget opmærksom på de mennesker, som er i hendes hverdag. Fremmede mennesker kan gøre hende meget utryg – især hvis hun er særligt sensitiv.
Nogle babyer er dog meget sociale og udadvendte, men det vigtigste i denne alder er at få skabt en meget tryg og sikker relation til mor og far. Når det begynder at blive tid til, at baby skal passes ude, vil hun ikke være så bange for at gå på eventyr, fordi hun ved, hun har et kærligt og sikkert hjem at vende hjem til.
12-18 måneder
Når din baby kan fejre sin etårsfødselsdag, vil I som forældre have en god idé om, hvad hun kan lide og ikke kan lide, og hendes personlighed udvikler sig endnu mere. Når hun er sammen med nogle på sin egen alder, vil I måske bemærke, at hun opfører sig på sin egen måde og ikke ligner de andre børn.
I begynder måske også at lægge mærke til, at nogle af hendes karakteristika kommer fra jer hver især. Jeres lille tumling er blevet mere uafhængig, og i takt med hendes øgede mobilitet vil hun blive mere og mere ivrig efter at udforske verden.
Omkring 15-månedersalderen kan hun genkende sig selv i spejlet, og snart vil hun begynde at træne sin selvstændighed ved at vise, hvad hun vil have og bestemt ikke vil have. Hun er ivrig efter at kunne nogle ting selv, og hun starter med at lære at holde sin egen ske og selv putte mad i munden.
At få hende ned i klapvognen, når det ikke lige passer hende, kan godt udvikle sig til lidt af en kamp på det her tidspunkt. Når babyer selv er begyndt at gå, vil de nemlig meget gerne vise deres nye talenter.
Når jeres barn begynder at tale, vil det hurtigt blive dus med omkring 200 ord. Baby kender ordene, selv om hun ikke nødvendigvis bruger dem selv på det her tidspunkt. I takt med, at hendes sprogforståelse vokser, begynder hun at opføre sig mere organiseret og lærer at sætte mere end én tanke sammen.
Hendes hukommelse og opmærksomhedsniveau stiger dag for dag. Baby lærer ved konstant at efterligne jer, så bliv ikke overrasket, hvis hun kun halvandet år gammel insisterer på at hjælpe med at folde vasketøj eller støve af. Ved at opmuntre hende i denne fase, får I et hjælpsomt barn, der kan kunsten at samarbejde.
18+ måneder
Når jeres barn nærmer sig sin toårsfødselsdag, vil hun for alvor danne en selvopfattelse. Omkring 21 måneder gammel ved hun godt, at pigen inde i spejlet er hende selv, og hun kan sagtens se, at det er hende på billeder, selv om hun ikke kan genkende sig selv, så snart billederne viser hende som yngre.
Hendes identitetsfølelse bliver stærkere for hver dag, og selvom hun så småt er begyndt at udvikle empati, forstår hun ikke fuldt ud, hvordan hendes handlinger kan påvirke andre. Hvis hun ikke selv kan føle nogen smerte ved at sparke på dig, så forstår hun heller ikke, at du kan. Men hun er dog ved at indse, at andre mennesker også har følelser.
Hendes øgede uafhængighed og behov for at vise, hvad hun vil og ikke vil, resulterer oftest i det, andre vil kalde uopdragenhed eller trodsalder. Men hendes dårlige opførsel skyldes udelukkende, at hun er ved at afprøve sin egen rolle i verden.
Hun vil så gerne kunne gøre en masse ting selv, og hun bliver meget frustreret over, at det ikke altid er lige let. Hendes opførsel kan godt trække tunge veksler på din tålmodighed, især hvis hun begynder at slå eller bide, men det er meget vigtigt, at hun bliver bekræftet nu med en masse kærlighed, overskud og opmærksomhed.
Omkring toårsalderen begynder hun at forstå forskellen på kønnene. Hun ved godt, at hun er en lille pige, men hun forstår ikke helt, at hun ikke kan blive en dreng, hvis hun har lyst til det. Hun lærer at gøre flere og flere ting for sig selv, såsom at vaske sine hænder og spise pænt og så videre.
At opmuntre hende til det, så meget du kan, er vigtigt for hendes personlige og sociale udvikling. Dit barns selvbevidsthed og selvopfattelse vil blive ved med at udvikle sig i takt med, at det opdager forskelle mellem sig selv og andre. Og dit barn har meget brug for din hjælp og støtte til at udvikle en sund selvopfattelse, som det kan stole på resten af sit liv.
Kilde: Sundhedsplejerske Dorte Fischer og Motherandbabymagazine.com