Familien på fire var på ferie, da Hans Kristian tog en løbetur. Han kom aldrig tilbage
Karen Marie og Hans Kristian var lige blevet færdige med at renovere huset og nød deres ferie. Så stoppede Hans Kristians hjerte pludseligt med at slå.
Denne artikel blev bragt hosKlikk.noførste gang. Dette er en redigeret udgave.
I sommeren 2018 blev der pludselig og uventet vendt op og ned på livet for Karen Marie Berg og hendes to små børn. Familien på fire var på ferie i hendes mand Hans Kristian Amundsens barndomsby i Finnmark, da han blev ramt af et hjerteanfald under en løbetur.
Der blev hurtigt slået alarm og iværksat en eftersøgning, men hans liv stod ikke til at redde, og Hans Kristian vendte aldrig hjem.
”Det var et stort chok. Jeg kan godt forstå, at det er svært at møde mennesker, der er i dyb sorg, fordi det rammer så brutalt og nådesløst,” siger Karen Marie.
Parret var netop blevet færdige med at renovere deres hus i Oslo. Huset var blevet tømt og gulvene revet op.
”Vi var fire, der tog på ferie, og kun tre kom hjem. At møde et hus, der ikke lignede vores hjem, og som lugtede helt anderledes, var også ret tungt.”
Blev mødt af stor støtte
Den støtte, familien oplevede, var enorm. Aftensmaden blev leveret til døren dag efter dag. Folk ordnede haven og slog græsset. Venner trådte til og hjalp med indretningen, så børnene i det mindste kunne få deres værelser gjort klar.
”Jeg var helt ude af den i begyndelsen. Jeg var simpelthen lammet, men den omsorg, vi fik fra folk omkring os, var helt fantastisk,” siger Karen Marie.
Livet var ekstremt svært, og hun kunne ikke slappe af. Hendes børn Agnes og Jørgen var kun seks og fem år gamle, og hun måtte forsøge at være stærk for dem.
”Det var meget anstrengende at skulle tage sig sammen. Jeg kunne ikke holde op med at græde, mine øjne løb konstant i vand,” siger hun.
Annonse
Ikke noget nemt svar
Annonse
Karen Marie er en af flere mennesker, som har bidraget med deres personlige historier til bogen ’Når nogen dør - En praktisk guide til begravelse, sorg og tiden efter’.
I bogen beskriver hun tiden efter dødsfaldet på følgende måde:
"At håndtere livet og det, der skete omkring os efter dødsfaldet, var som at balancere en glasskål over hovedet med Zalo (opvaskemiddel, red.) på hænderne og forhindre den i at glide og splintre på gulvet døgnet rundt. Det var umuligt at have en strategi. Livet, som vi kendte det, var ved at gå i opløsning.
Kroppen var i konstant alarmberedskab, alt gjorde ondt, og det var svært at se, hvad der var fysisk, og hvad der var mentalt. Det handlede om at sætte den ene fod foran den anden og forsøge at gøre det rigtige uden rigtig at vide, hvad det var.”
Karen Marie er glad for at få muligheden for at dele sine erfaringer med andre, som står i sammen situation.
”Det er dejligt at bidrage, og jeg håber, at andre kan få gavn af mine erfaringer. Der findes ikke én måde at tackle sorg på, men det er så vigtigt at tale om det.”
Venner i sorg
Karen Marie går ind for åbenhed, og at tale om den person, der er død, at turde vise følelser og at rumme det, den enkelte tænker på. For hende er det vigtigt, at hendes omgivelser bliver ved med at tale om Hans Kristian, selv om han er død.
”For mig har det været vigtigt at tale om min sorg og dele den med andre. Ikke bare at holde det hele indeni. Jeg er meget taknemmelig for det sikkerhedsnet, vi havde omkring os med børnehave, skole, arbejde, familie og venner. Vi oplevede en stor strøm af varme. Folk kastede alt, hvad de havde i hænderne, og var der for os.”
Karen Marie taler om nye »sorgvenner, mennesker, der selv har oplevet tab.
”Jeg kalder dem mine livsvenner. Vi griner og græder sammen, og vi kan bære hinandens sorg. Møder med dem giver mig næring, og jeg føler, at jeg er ti kilo lettere, når jeg forlader sådan et møde.”
Hun mener, at det er vigtigt, at pårørende til de sørgende gør noget.
"Det er ligegyldigt, hvad det er. Man kan være bange for at gøre noget forkert, men det er ikke så vigtigt, hvad man gør. Du skal bare anerkende den smerte, der er sket. Om du slår græsset, kommer med aftensmad eller sender en kærlig sms, det er ikke så vigtigt. Men gør noget. Og tjek ind med jævne mellemrum, også efter begravelsen. Vis, at du holder af dem og ikke har glemt dem i tiden efter begravelsen, for det er der, det er værst,” siger hun.
Saml information
Annonse
Maria Lorentzen-Spydevold, som er forfatter til bogen ´Når nogen dør - En praktisk guide til begravelse, sorg og tiden efter’, har et naturligt forhold til døden.
”Jeg er vokset op med en far, der er sanger, og som har sunget ved i alt 5.500 begravelser. Så længe jeg kan huske, har begravelser og døden været en naturlig del af min hverdag,” siger hun.
Hun arbejder til daglig som sygehuspræst på sygehuset i Østfold og har en baggrund som lærer.
”Jeg har selv oplevet at miste børn, der gik i mine klasser, og at børn har mistet bedsteforældre, forældre og søskende. Som frivillig har jeg også mødt døden i fængslet, i samtaler med dem, der er spærret inde, fordi de er ansvarlige for nogens død. På den måde har døden været en rød tråd gennem hele mit liv.”
Hun siger, at der findes meget information om død og sorg, men at al denne information er lidt for spredt. Derfor ville hun gerne samle det hele på ét sted, fordi pårørende kan synes, det er trættende at skulle søge efter informationerne selv.
Uvant rolle
Når en, du elsker, dør, og du bliver efterladt, træder du ind i et liv og en rolle, som er helt fremmed. Man ved ikke, hvad man skal føle, tænke, gøre, eller hvordan man skal reagere. At være nærmeste pårørende ved et dødsfald er noget, alle vil opleve en eller flere gange, men det er en situation, de færreste er forberedt på.
”Som efterladt står alle over for noget ukendt, når det sker, men fællesnævneren er, at vi befinder os i en krise - og i krisesituationer reagerer folk forskelligt,” siger Maria Lorentzen-Spydevold.
Det er også svært at vide, hvad man skal sige til folk i sorg, og mange er måske tilbageholdende med at tage emnet op.
”Hvis du er bange for at nævne dødsfaldet, så husk, at det værste allerede er sket. Vær ikke bange for at sige det forkerte. At tie er nok det værste, man kan gøre,” siger Maria Lorentzen-Spydevold.
Det vigtige er at være der, og ikke mindst at hjælpe med praktiske ting.
”En person i sorg har sandsynligvis ikke energi til at lave mad eller gøre rent. Vær der for den, der har brug for dig, hvad enten det er ved at levere mad til døren, slå græs eller komme med en spand og en vaskeklud.”
Andre tips er at medbringe aftensmad eller en termokande med varm kaffe, at klappe personen på skulderen, når du går forbi, eller blot at strække armene ud og invitere til et kram uden at sige noget.
Ingen nemme løsninger
”Der er ingen nemme løsninger, når det gælder sorg. Sorgarbejde tager ofte lang tid, ofte længere end man selv tror, og især end andre i ens netværk tror, siger Pål Kristensen, som er specialpsykolog ved Center for Krisepsykologi og professor ved Universitetet i Bergen.
Han forklarer, at der er store individuelle forskelle på, hvordan mennesker reagerer på at miste en, der står dem nær.
”Et første skridt er at prøve at acceptere, at det tager tid, og indse, at man reagerer normalt.
Der er ingen genveje, når det gælder sorgarbejde, og reaktionernes intensitet og varighed vil ofte afspejle den nærhed, man havde til den afdøde, samt omstændighederne omkring dødsfaldet,” siger han.
Sorgrådgiveren siger, at overvejelser om, at man har sørget for længe, eller at man burde have lagt sorgen bag sig, kan gøre tabet endnu sværere at bære.
”Det kan også forværres af kommentarer eller råd fra andre om, at man skal lægge tabet bag sig, eller at man dyrker sin sorg.”
Han siger, at mange ting kan påvirke sorgens forløb, men at de typiske »sorgfaser nu er blevet tilbagevist.
”Vi arbejder efter andre modeller i dag, men vi oplever stadig, at de gamle teorier får deres eget liv. Problemet med modellen for sorgens faser er, at de efterladte ikke genkender den,” siger han.
