Derfor skal du gøre forskel på dine børn

Otteårige Carl går ofte til bageren helt alene. Han elsker at skridte hen over gården, mens kronerne klirrer i bukselommen. Han stikker næsen op over bagerdisken og regner ud, hvor mange rundstykker han har råd til. Han betaler bageren og går hjem med tømte lommer og en pose fuld af morgenbrød, smør og ost.

En dag, da Carl skal af sted til bageren, siger søster Liv på seks år: “Jeg vil også til bageren.” Mor Trine Johansen overvejer Livs anmodning i et splitsekund. Turen til bageren er overkommelig – den går gennem gården i karréen, hvor familien bor, og bageren ligger lige ude på den anden side af porten. Men hvor Carl er regelret og elsker ansvar, er Liv en drømmer.

LÆS OGSÅ: Opdragelse: En god mor tør sige NEJ

Risikoen for, at Liv vil fortabe sig på legepladsen på vejen eller ikke være opmærksom nok, når hun går på gaden, den er bestemt til stede.

“Jeg vil rigtig gerne lege købmand med dig herhjemme, men du må ikke gå til bageren,” siger Trine. Liv bliver rasende og ked af det, men Trine står fast, selv om det altid er svært at se sit barn ked af det.

Andre gange er det Carl, der får et nej. Som når Liv har behov for ro og for at trække sig tilbage og sidde alene på sit og Carls værelse og enten spille Nintendo eller tegne. Carl vil gerne være på værelset samtidig, men han får ikke lov. Fordi Liv er et barn, der har brug for et sted, hvor hun kan tage en pause fra andres selskab.

‘Nej’ er også anerkendelse

Eksemplerne viser det dilemma, som alle forældre med flere børn står i igen og igen. At deres børn har forskellige evner og interesser, der betyder, at man som forælder bliver nødt til at behandle dem forskelligt. Alternativet er at behandle dem ens, og det er ikke hensigtsmæssigt, påpeger børnepsykolog John Halse.

LÆS OGSÅ: Drop skældud – det hjælper ikke

“Hvis du tænker, at dine børn skal have lov til præcis det samme, så kommer de ud i livet med en forestilling om, at alle skal have lige meget. Men sådan er livet ikke, som regel må vi gå på kompromis eller vente, til det bliver vores tur,” siger John Halse, der pointerer, at du også anerkender dine børn ved at behandle dem forskelligt.

“Det er også anerkendende som forældre at give udtryk for, at der er noget, den ene kan, som den anden ikke kan. Manglende anerkendelse kan gå ud over selvværdet – hvis nu Liv havde fået lov til at gå til bageren, og hun for vild eller tabte sine penge, så havde hun fået en opgave, hun ikke kunne magte. Hun ville få et nederlag,” siger han.

John Halse holder ofte foredrag for forældre om opdragelse. Han oplever, at forældre synes, det er vanskeligt at sige nej til deres børn. Det kan han godt forstå, for der er ingen, der kan lide at se sit barn ulykkeligt. Ikke desto mindre er det vigtigt at stå fast og forsøge at rumme barnets følelser.

LÆS OGSÅ: Sidder forskellen på drenge og piger i hjernen?

“Der er ingen grund til at komme med lange udredninger. Men i stedet for at afvise et ønske blankt, så kan du komme med et alternativ og sige ‘du må ikke springe ud fra tremeter vippen, men du må gerne springe ud fra et-meter vippen, og jeg skal nok hjælpe dig’. Sådan billedligt talt,” siger John Halse.

Giv mest tid til den der trænger – læs videre på næste side

Mest tid til den, der trænger

At du skal behandle dine børn forskelligt indebærer også, at du skal være opmærksom på, at de ikke har krav på dig i lige lang tid hver dag, selv om det kan være en vanskelig prioritering. Det er det i hvert fald for Trine, der ud over Carl og Liv har Lucia på tre år.

Med to fuldtidsjob og tre børn synes Trine, det kan være vanskeligt at finde overskud til hvert enkelt barn i hverdagen, og samvittigheden bliver kulsort, når børnene er jaloux på hinanden og kappes om hendes opmærksomhed.

LÆS OGSÅ: Tvillinger – ens, men helt forskellige

Trine har prøvet at tildele hver enkelt barn 15 minutters samvær med mor hver dag. De må selv bestemme, hvad tiden skal bruges på. Det kan være på højtlæsning, computerspil, legobygning eller bare en lille sludder. Det vigtigste er, at tiden med mor er der hver eneste dag. Sådan behøver du ikke nødvendigvis tænke.

Ifølge John Halse skal du reagere på det enkelte barn, når han har mest brug for det. Men der er ingen grund til at lægge samværet ind i et excel-ark og lægge sådan noget som en 15-minutter-struktur ned over sin familie, mener han.

“Hvis det ene barn udtrykker, at han har behov for ekstra meget nærhed, er det jo ikke ensbetydende med, at de andre har samme behov lige i dag. Når nu netop børn er forskellige, giver det ikke mening at sige, at de skal have lige meget kontakt altid. Hvis nu det er datteren, der skejer meget ud i en periode, så brug de tre gange 15 minutter til at gå en lang tur med hende i skoven i stedet. Det har hun brug for,” siger John Halse.

Værelset er en krigszone

Carl og Liv deler værelse. Eller rettere de deler en krigszone for deres særinteresser. Liv elsker rod og trives bedst med sine ting omkring sig og over det hele. Carl elsker orden, og han trives med, at tingene har et sted, hvor de hører hjemme, så han kan finde dem igen. Når de skal sove, så er det bedste, Carl ved, at høre Harry-Potter på lydbånd med lyset tændt. Det skal være på afspilleren, da han hader at falde i søvn med høretelefoner på.

Liv vil have lyset slukket, hun vil have ro og fred, og hun vil sove så hurtigt som muligt. Børnene har brugt mangen en aften på at trampe hen til afspilleren på skift for at tænde eller slukke. Til sidst blev det for meget for forældrene, der satte sig ned med Liv og Carl for at drøfte situationen.

LÆS OGSÅ: Personlighed: Brødre, men vidt forskellige

De kom frem til en løsning, hvor det er Carl, der bestemmer, hvad der skal ske med lyd og lys den ene aften, og Liv, der bestemmer den næste.

“Hvis de trives med den ordning, så fungerer den jo for familien,” kommenterer John Halse og fortsætter:

“Men generelt skal forældre huske på, hvilken med-læring der følger med i kølvandet på forældrenes forsøg på at være retfærdige. Jeg kunne lige så godt finde på et argument, der hedder, at den, der har brug for at sove, har ret til ro. At lære at tage hensyn betyder, at man må bøje sig.”

Sådan gør du forskel – Læs de fem gode råd på næste side

LÆS OGSÅ: Hvilken personlighed har dit barn?

LÆS OGSÅ: Signe Lindkvist: Ville ikke gøre forskel på børnene

Forskel på store og små

Når man er to voksne og tre børn, synes Trine, at det kan være svært at lave noget sammen, som alle synes er sjovt. Enten må hun trække niveauet en smule op, så Lucia ikke får så meget ud af det. Eller trække det ned, så Carl ikke får så meget ud af det.

Sidste gang familien var inde at se et teaterstykke, sad Liv og Lucia som spændte buer og fulgte intenst med i, hvad der foregik på scenen, men Trine kunne se, at Carl rykkede utålmodigt rundt i teatersædet. Bagefter bemærkede han:

LÆS OGSÅ: Opdragelse: Slip dit barn fri

“Mor, stykket var altså lidt for pattet. Jeg tror gerne, at jeg næste gang, vi skal i teatret, vil se noget andet, hvor Liv og Lucia ikke skal med.”

Det er fint at have øje for, at børnene interesserer sig for noget forskelligt, men der er læring i kunsten at gå på kompromis, og det er en vigtig læring, man kan få af at have søskende, mener John Halse. Han råder til, at vi forsøger at afstemme børnenes forventninger til aktiviteterne. I tilfældet med Carl kunne Trine på forhånd sige til ham, at stykket nok mest var for yngre børn og forklare, at næste gang, så vælger de at gøre noget, som passer mere til hans interesser.

LÆS OGSÅ: Søskende: Derfor er dine børn så forskellige